Venstre: ejendomsskatten skal ikke stige

For ca. en måned siden lancerede jeg, at Venstre i Hillerød vil samle såvel politisk flertal som finansiering for at stoppe stigningerne i ejendomsskatten. Det Venstre ønsker er, at familier i vores kommune kan have vished om, hvad man konkret skal betale i grundskyld og ikke får en grim overraskelse over at familiens budget bliver udhulet af stigende udgifter til skatter.

Nu viser en undersøgelse fra Danske Bank, at der i den grad er behov for at fremme Venstres politik på det område. Undersøgelsen viser nemlig, at grundskylden man betaler til kommunen for et gennemsnitligt enfamiliehus i Hillerød Kommune vil stige med mere end 1000 kr. til næste år hvis ikke byrådet gør noget.

Stigende udgifter til skat, som ikke er begrundet i en større indkomst, er en tikkende bombe under rigtig mange familiers økonomi. Det gælder især nyetablerede familier og familier som i forvejen har en trængt økonomi. Jeg ser frem til de kommende budgetforhandlinger, hvor Venstre vil arbejde for at byrådet tager en fornuftig beslutning og sikrer et skridt i retning af at vi skal være en kommune hvor man både har lyst – og råd – til at bo.